Jægerhusets historie

Jægerhuset på Næsset ved den smukke Furesø blev opført i 1896 som skovrestaurant og var da en del af Næsseslottet, hvis historie går tilbage til Frederik den 3’s tid. Frederik den 3’s dronning Sophie Amalie overtog i 1661 et betydeligt område i den smukke natur ved Furesøen. Dronningens ønske var at kunne søge tilflugt i den landlige idyl, når livet ved det enevældige hof i København blev for anstrengende.

Her opførtes et landsted ved navn Dronninggård og godset forblev i kongehusets eje helt frem til 1776, hvorefter private ejere overtog ejendommen. I 1782 påbegyntes opførelsen af en ny hovedbygning, Næsseslottet, med Fredéric de Coninck som ejer. Den hovedrige skibsreder og storkøbmand de Conincks planer var at lade bygning og have gå op i en højere enhed og parken anlagdes derfor i den romantiske engelsk-kinesiske stil. Mange af de fremmedartede træer, som de Coninck lod føre til Danmark, kan ses den dag i dag og er en væsentlig årsag til parkens unikke præg.

Efter de Conincks død i 1811 blev Dronninggård udbudt til salg og købt af en tysk storkøbmand, der dog ikke selv tog ophold på Næsseslottet. Slottet og den smukke park begyndte derfor at forfalde.

I 1895 blev området overtaget af et aktieselskab og den stærkt forfaldne hovedbygning undergik en gennemgribende istandsættelse. Herefter blev Næsseslottet indrettet som hotel og i tilknytning hertil opførtes “Jægerhuset”.

Arkitekt Th. Gundestrups smukke bygning var fra starten en kæmpesucces. Familier på skovtur søgte den stråtækte restaurant, der lå så skønt ved Furesøens bred. Dertil kom, at “Baadfarten” iværksatte sejladser med turistbåde fra Holte til både Næsseslottet og “Jægerhuset”. Hoteldriften var dog desværre ingen større succes og i 1910 erhvervedes “Jægerhuset” af den dynamiske medejer af Gyldendal, August Bagge, der herefter bortforpagtede restauranten.

Fra 1935 står Søllerød Kommune som ejer og stedet har herefter haft skiftende forpagtere.

I 2014 overtog Steen Bo Hansen og Danny Sørensen, forpagtningen af “Jægerhuset” 

Det var ved “Jægerhuset”, at Danmarks navnkundige digter Christian Winther skrev teksten til “Flyv, fugl, flyv, over Furesøens vove”.